Hvidbjerg Strand
En af områdets mest populære strande finder du ved Hvidbjerg, der byder på klart vand, fløjlsblød sandbund og lavt vand et godt stykke ud.
På Hvidbjerg Strand kan du hoppe direkte i bølgen blå fra den pittoreske badebro på hele 60 meter.
Den fører dig derud, hvor vandet er dybt nok til, at du roligt kan springe i det forfriskende vand til en hurtig dukkert.
Har du adrenalin i blodet er Hvidbjerg Strand også noget for dig, for her er windsurfing tilladt på den østlige del af stranden - og hvis du "bare" har afslapning i tankerne er stranden også ideel med sit fine, hvide sand, indbydende klitter og masser af alberum.
Vejers Strand
Den imponerende Vejers Strand er kendt for sin meget brede sandstrand og det nærmest eventyragtige klitlandskab.
En ideel strand til dig, der vil kombinere dejlige dukkerter i Vesterhavets brusende bølger med en gåtur op og ned ad stranden med fantastisk kig til det bagvedliggende hedelandskab og klitterne, der gemmer på skjulte gryder.
På Vejers Strands brede sandstykke er der rigelig plads til sportslige udfoldelser - og når lysten melder sig, kan du gå op og købe is eller frokost i den charmerende Vejers by, der emmer af klassisk dansk sommer.
Helt unikt for Blåvand-området er, at du på den sydlige del af Vejers Strand har mulighed for at tage bilen helt ned til vejkanten. Den nordlige del af stranden er bilfri.
Blåvand Strand
Den brede sandstrand med det smukke Blåvandshuk Fyr i baggrunden er et mekka for den vandglade familie.
Også her er badeforholdene nemlig ganske unikke i forhold til øvrige Vesterhavsstrande, og du kan derfor roligt tage børnene med ud i de blide bølger.
Naturen på og omkring Blåvand Strand er enestående.
De vidtstrakte klitlandskaber giver dig følelsen af at være meget langt væk fra civilisationen, og i klitternes lune gryder kan du finde læ for vestenvinden og gemme dig fra nysgerrige blikke.
Og så er det også på Blåvand Strand, at du kan se resterne af ca. 50 af tyskernes bunkers fra 2. verdenskrig.
Af dem er fire en del af et større kunstværk, som blev lavet af kunstneren Bill Woodrow i andledning af 50-året for Danmarks befrielse i 1995. De fire bunkers forestiller muldyr og er et symbol på fred, da muldyr ikke kan reproducere sig.
Skallingen Strand
I den rå, uberørte og altid foranderlige natur på vadehavshalvøen Skallingen finder du en perle af en badestrand - øde og ukendt for de fleste, men ofte omtalt som Danmarks smukkeste strand.
Skallingen Strand er en bred, hvid sandstrand med uendelig plads, hvor du uforstyrret kan pjaske rundt i det lave vand og bygge sandslotte i sandet uden at forstyrre naboen.
Ud over at her er meget plads, kommer her nemlig sjældent særlig mange, og ofte har du stranden for dig selv. Det giver ro, fred og tid til at nyde det endeløse hav foran dig og bæltet af klitter bag dig.
Tag turen over klitten og besøg det skjulte paradis på Skallingen Strand.