Feriepartner Odsherred - sommerhuse i det nordvestlige hjørne af Sjælland
Tid til livet - Sådan lyder varedeklarationen for det nordvestlige hjørne af Sjælland. Vi – Hans-Jørgen, Charlotte, Bitten, Christine, Anne-Marie, Frank, Nete, Laila og Henrik – vil gerne byde jer velkommen hos Feriepartner Odsherred. Vi er et selvstændigt, lokalt feriehusbureau, som holder til i Nykøbing Sj. Noget af det, vi sætter allerhøjest, er nærvær og troværdighed, og vi står altid klar til at give vores feriegæster kompetent vejledning, hvad enten det gælder valg af hus eller oplevelser i lokalområdet.
Her – mellem Kattegat, Storebælt og Isefjord – vil I opleve et enestående landskab og et særligt ”højt lys”. Begge dele er værdsat af kunstnere gennem mere end 100 år. Vi har samtidig nogle af Sjællands allerbedste strande og et stort udbud af aktiviteter, hvilket gør området til et af danskernes foretrukne feriemål. Egnens borgere er også værd at fremhæve, da vores feriegæster altid oplever en sjældent set gæstfrihed.
Det smukke landskab kan vi takke istiden og nutidens mennesker for: Store isgletchere har skabt det varierede og bakkede landskab, der står i kontrast til de flade, tørlagte fjordarealer Lammefjorden og Sidinge. Læs mere om landskabet og lyset her på vores lokale hjemmeside.
Vi glæder os til fortælle jer mere om vores lokalområde, så I kan få mest muligt ud af jeres sommerhusferie ved Odsherred.
