Råd og vejledning

Udskriv
Råd og vejledning


Indretning af dit feriehus
Feriepartner sætter kvalitet fremfor kvantitet. Vi ved, at kundens forventninger er stigende, og at det er af stor vigtighed, at huset kvalitetsmæssigt er i orden. Herigennem undgås mange problemer, og lejerne får en tilfredsstillende ferie - samtidig med at der skabes grundlag for genudlejning.


Husene er vidt forskelligt indrettet
Charmen ved de danske feriehuse er netop, at indretningen varierer alt efter ejerens smag. Tendensen er dog efterhånden, at jo mere udstyr/komfort jo bedre udlejning.


Vi anbefaler at udstyre huset med farvefjernsyn, radio og parabol. Disse ting er meget efterspurgte af vore kunder.


Praktiske møbler

Huset skal generelt være udstyret med gode og praktiske møbler i såvel sofagruppe som spiseafdeling, da størstedelen af lejerne er børnefamilier. Desuden er en god belysning i alle rummene vigtig, det være sig både hyggebelysning og/samt arbejdsbelysning.


Køkken

Til et velfungerende køkken hører bl.a. køleskab m/frys, elkomfur med 3-4 kogeplader, bageovn, kaffemaskine samt tilstrækkeligt udstyr (service, bestik, gryder, pander, glas m.m.) til min. det antal personer, huset udlejes til. Det er yderst vigtigt, at køkkenbeholdningen er suppleret op, og desuden er rent ved lejernes ankomst.


Soveværelser

Alt efter plads og antal soveværelser er dobbeltsenge og enkeltsenge klart at foretrække. Sengefordelingen er noget, lejerne lægger vægt på, når feriehuset udvælges. Sengene skal altid være udstyret med gode madrasser. En søvnløs nat på en dårlig madras er med til at give kunden en dårlig oplevelse af ferieopholdet. HUSK læselampe ved sengen - denne er uundværligt, når "godnatkapitlet" skal læses.


Badeværelse

Badeværelset skal fungere på lige fod med det, man har derhjemme. Dvs. der skal være knager til håndklæder, skabsplads, krus til tandbørster, stik til barbermaskine/føntørrer og god belysning.